Los Boliches y su sabor salado

Junio 11, 2010 · Posted in General, Política · Comment 

Los Boliches celebran las fiestas en honor a La Virgen del Carmen, Patrona de Los Boliches, el fin de semana del 16 de julio, unas fiestas con una arraigada tradición marinera y de particular devoción de los vecinos a su patrona.

Desde hace años, algunas cosas han cambiado en las fiestas de Los Boliches desde que se desmanteló la feria en sus calles para “llevársela” al recinto ferial, que es menos lucida, genera menos actividad económica a sus comerciantes y ha perdido un poco de sabor marinero.

Muchos sabéis la especial debilidad que tengo por Los Boliches, quizás por esa mezcla a veces extraña de lo más popular de la ciudad sazonado con una comunidad extranjero variada en colores, lenguas y costumbres.

El mestizaje de Los Boliches son un espectáculo visual y cultural por el que merece la pena pasar allí unos días, y aprovechando que pronto son sus fiestas, no hay excusa.

Abrirse respetando la tradición y el sentir de la gente no es algo baladí, por eso llevan los vecinos reivindicando años que se devuelva el protagonismo a las calles que vieron nacer y crecer las tradicionales fiestas del Carmen.

La economía tampoco es cosa menor, arrancar la fiesta de las calles para llevarla en su totalidad al recinto ferial supone un coste no sólo emocional sino también de caja a los negocios, sobre todo al sector de la hostelería.

Más Boliches, más actividad en sus calles y más promoción de su sabor salado, ese es un buen homenaje que podemos hacer a la patrona del mar.

Para este año, los vecinos, sabiendo que las arcar del Ayuntamiento no andan bien, quieren más gestos sin coste que actos improbables, como por ejemplo que el pregón se realice en la plaza del Carmen, conciertos de grupos locales y banda municipal en la Pza. de San Rafael (antigua Pza. Castilla) o compartir el alumbrado con el recinto ferial.

Sus peticiones son posibles y el coste es mínimo, ahora falta la voluntad de quien puede desde la mayoría decidir.

En cualquier caso, nos vemos allí, no podéis faltar, no les podemos fallar.

Juan Morente Jimenez, “Sierra de Mijas”, prólogo de Diego Vega

Abril 11, 2010 · Posted in General · Comment 

El pasado viernes acompañado de Diego Vega, abogado, bolichero, prologuista del libro presentado y amigo, estuve en el salón de plenos del Ayuntamiento de Mijas para ver, oír y sentir la Sierra de Mijas, y fue nada más y nada menos que de la mano de Juan Morente Jimenez, autor de Sierra de Mijas guía del Excursionista, una obra sobre caminantes, amantes de la naturaleza y lo que representa.

Ver a tantas decenas de personas, fuengiroleños y mijeños juntos para homenajear la sierra mijeña, sus caminos, sus plantas, sus animales, me hizo sentir más cerca que nunca de mi vecina ciudad.

El autor compartió su pasión por esta sierra amiga de Fuengirola. Seguro que ejerce la misma con sus alumnos y les inyecta la afición a la montaña y a su entorno; educar desde el respeto a las personas  y a la naturaleza, haciéndonos partícipes de la necesidad de la protección del entorno natural y condena enérgica de actos destructivos como los múltiples incendios que sufre nuestra montaña amiga de Mijas.

Dolor en Fuengirola

Febrero 24, 2010 · Posted in General · Comment 

En Fuengirola estamos de luto, nos han arrebatado a un vecino de tan sólo 17 años que tenía todo la vida por delante y han dejado a una familia rota para siempre.

Quiero desde aquí condenar tan vil asesinato y plasmar mi más sentido pesar a la familia. Hoy Los Boliches, alegre por naturaleza, no puede sonreír porque Salvador no está, en la Plaza del Carmen, junto a la que vivía, las caras de la gente reflejan que la mala suerte se ha cebado con una familia que hoy es de todos.

En el momento que escribo estas líneas de condolencia, la policía ya ha detenido a dos personas, al presunto autor material (menor de edad) y al presunto inductor (mayor de edad), espero que se detengan a todos los responsables en todas sus manifestaciones jurídicas y se les aplique la ley con toda la fuerza que el estado de derecho permita.

Ahora se abrirán debates nuevamente sobre la delincuencia entre jóvenes, las leyes más o menos endebles y la seguridad ciudadana en general, pero lo que está fallando no cabe duda que es la educación, ¿qué hacía un menos de 17 años (presunto autor) con una navaja? Nos haremos muchas preguntas y encontraremos pocas respuestas. Ahora llorar al joven Salvador y reflexionar sobre las causas, buscando soluciones que impidan que hechos así se repitan en nuestros parques, en nuestras calles, en nuestras vidas.

Portrættet vil vi da altid have

Octubre 13, 2009 · Posted in Política · Comment 

Ingen kan undgå at lægge mærke til, at de folkevalgte alle elsker fotokunsten; en af mine venner siger, at de holder mere af billeder end et barn af sin slikkepind, og han har sikkert ret; men borgmesterinden i min by (Fuengirola) går garanteret rundt og tænker, hvad der mon var blevet af hende og alle de billeder af hende, hvor hun indvier det ene og det andet, hvis det ikke var for det socialdemokratiske parti PSOE, der både har regeringsmagten i Spanien på nationalt plan og i Andalusien på regionalt plan. Men hun tænker nok, at der jo selvfølgelig altid er portrættet tilbage – et mere personligt billede og så af én selv; men hvad kan man sælge med et portræt? Sig selv, ja, men ikke ”alt det, man har udrettet”, som er det denne berømte borgmesterinde på Solkysten er interesseret i – ”jeg inviterer, men du betaler, kære ven”!

I sidste uge fortalte hun os, at 75 % af hendes parti PPs program i Fuengirola er blevet gennemført. Hun starter med at sige, at takket være ”spareplanen”, har de sparet store beløb! (Hun har bl.a. den dyreste tjenestebil i provinsen, 108.000 € – men okay, man skal jo også støtte bilbranchen, det er da klart!) Jeg går ud fra, at hun mener den røverhistorie med at aflyse festfyrværkeriet til Rosario-byfesten sidste år i oktober, hvilket faktisk ikke var muligt, da der allerede var skrevet kontrakt med GARUDA (en virksomhed, der ejes af et byrådsmedlem fra PP i Valencia – og derfor en gammel ven forstås) – det, der i virkeligheden skete, var, at man flyttede begivenheden til en anden dato, dvs. at der ikke var tale om nogen besparelse, men blot en datoændring.

I det sidste år har de for at hjælpe folk i disse krisetider forhøjet de kommunale skatter og afgifter med mere end forbrugerprisindekset, ejendomsskatten med 5 %.

Når fru Oña kommer ind på bygge- og anlægsarbejder, er hun på den grønne gren og taler om Avda. de Los Boliches (finansieret af den andalusiske regionsregering), Jesús Cautivo (80% finansieret af den andalusiske regionsregering), Las Salinas (finansieret af den spanske regering), omstrukturering af den nedre del af Los Pacos (Los Gómez – gaderne Colmenar, Arriate, Almargen, Álora, Teba og Ardales) (finansieret af den spanske regering).

Topmålet er rundkørslen ved Carvajal med afkørsel til Torreblanca (finansieret af den andalusiske regionsregering), der i årevis har været et krav fra beboerne og en åbenlys nødvendighed, så nu messer PP: ”… endnu engang har kommunen opfyldt beboerne i Torreblanca og Carvajals behov. En forpligtelse som går imod PSOEs holdning …” De må smides ud…!

Hvis vi vender os mod den vestlige del af byen – Calle Málaga (finansieret af den spanske regering), Santa Amalia (finansieret af den spanske regering) eller Poniente Parken (finansieret af den andalusiske regionsregering) – vil fru Oña også der finde steder, hvor hun kan posere foran kameraet for andres regning; jeg vil anbefale hende at få taget nogle billeder med havet som baggrund; det ser altid endnu flottere ud med blå baggrund.

Det er disse arbejder, som får Esperanza Oña til at prale – ”hør lige på mig! Jeg er meget stolt af alle disse arbejder, og af at Spaniens regering og den andalusiske regionsregering gør noget for min by”; men, hov, vær lige opmærksom på, at hvis det ikke var for disse to socialdemotratiske regeringer, måtte vores konservative borgmesterinde nøjes med sit portræt, da hun ellers ikke ville have noget at indvi, og derfor heller ikke noget at lade sig fotografere foran; men lad os ikke sige noget ondt om portrætbilleder, vi går ind for alle fotokunstens facetter.

Det forekommer mig dog, at fru Oña glemte at nuancere nogle ting i sin status over de to sidste år, hvor 75 % af partiprogrammet er blevet opfyldt – altså ifølge hende selv. Hun har fordoblet sin formue, som allerede var ganske pæn taget i betragtning, at hun har viet hele sit liv til politik (som læge har hun jo heller aldrig rigtig arbejdet); men pas på, hun mangler stadig at opfylde de 25 % – kom nu fru borgmester!

Når hun midt under krisen kan skrabe så meget sammen, kan vi kun kollektivt bede om én ting: GØR STRAKS ESPERANZA OÑA TIL ØKONOMIMINISTER – hvis hun ikke accepterer posten, fordi hun ikke kan lide Zapatero, kan hun bare give os opskriften eller åbne et rådgivningskontor, for så vil hun da først score kassen.