Portrættet vil vi da altid have
Ingen kan undgå at lægge mærke til, at de folkevalgte alle elsker fotokunsten; en af mine venner siger, at de holder mere af billeder end et barn af sin slikkepind, og han har sikkert ret; men borgmesterinden i min by (Fuengirola) går garanteret rundt og tænker, hvad der mon var blevet af hende og alle de billeder af hende, hvor hun indvier det ene og det andet, hvis det ikke var for det socialdemokratiske parti PSOE, der både har regeringsmagten i Spanien på nationalt plan og i Andalusien på regionalt plan. Men hun tænker nok, at der jo selvfølgelig altid er portrættet tilbage – et mere personligt billede og så af én selv; men hvad kan man sælge med et portræt? Sig selv, ja, men ikke ”alt det, man har udrettet”, som er det denne berømte borgmesterinde på Solkysten er interesseret i – ”jeg inviterer, men du betaler, kære ven”!
I sidste uge fortalte hun os, at 75 % af hendes parti PPs program i Fuengirola er blevet gennemført. Hun starter med at sige, at takket være ”spareplanen”, har de sparet store beløb! (Hun har bl.a. den dyreste tjenestebil i provinsen, 108.000 € – men okay, man skal jo også støtte bilbranchen, det er da klart!) Jeg går ud fra, at hun mener den røverhistorie med at aflyse festfyrværkeriet til Rosario-byfesten sidste år i oktober, hvilket faktisk ikke var muligt, da der allerede var skrevet kontrakt med GARUDA (en virksomhed, der ejes af et byrådsmedlem fra PP i Valencia – og derfor en gammel ven forstås) – det, der i virkeligheden skete, var, at man flyttede begivenheden til en anden dato, dvs. at der ikke var tale om nogen besparelse, men blot en datoændring.
I det sidste år har de for at hjælpe folk i disse krisetider forhøjet de kommunale skatter og afgifter med mere end forbrugerprisindekset, ejendomsskatten med 5 %.
Når fru Oña kommer ind på bygge- og anlægsarbejder, er hun på den grønne gren og taler om Avda. de Los Boliches (finansieret af den andalusiske regionsregering), Jesús Cautivo (80% finansieret af den andalusiske regionsregering), Las Salinas (finansieret af den spanske regering), omstrukturering af den nedre del af Los Pacos (Los Gómez – gaderne Colmenar, Arriate, Almargen, Álora, Teba og Ardales) (finansieret af den spanske regering).
Topmålet er rundkørslen ved Carvajal med afkørsel til Torreblanca (finansieret af den andalusiske regionsregering), der i årevis har været et krav fra beboerne og en åbenlys nødvendighed, så nu messer PP: ”… endnu engang har kommunen opfyldt beboerne i Torreblanca og Carvajals behov. En forpligtelse som går imod PSOEs holdning …” De må smides ud…!
Hvis vi vender os mod den vestlige del af byen – Calle Málaga (finansieret af den spanske regering), Santa Amalia (finansieret af den spanske regering) eller Poniente Parken (finansieret af den andalusiske regionsregering) – vil fru Oña også der finde steder, hvor hun kan posere foran kameraet for andres regning; jeg vil anbefale hende at få taget nogle billeder med havet som baggrund; det ser altid endnu flottere ud med blå baggrund.
Det er disse arbejder, som får Esperanza Oña til at prale – ”hør lige på mig! Jeg er meget stolt af alle disse arbejder, og af at Spaniens regering og den andalusiske regionsregering gør noget for min by”; men, hov, vær lige opmærksom på, at hvis det ikke var for disse to socialdemotratiske regeringer, måtte vores konservative borgmesterinde nøjes med sit portræt, da hun ellers ikke ville have noget at indvi, og derfor heller ikke noget at lade sig fotografere foran; men lad os ikke sige noget ondt om portrætbilleder, vi går ind for alle fotokunstens facetter.
Det forekommer mig dog, at fru Oña glemte at nuancere nogle ting i sin status over de to sidste år, hvor 75 % af partiprogrammet er blevet opfyldt – altså ifølge hende selv. Hun har fordoblet sin formue, som allerede var ganske pæn taget i betragtning, at hun har viet hele sit liv til politik (som læge har hun jo heller aldrig rigtig arbejdet); men pas på, hun mangler stadig at opfylde de 25 % – kom nu fru borgmester!
Når hun midt under krisen kan skrabe så meget sammen, kan vi kun kollektivt bede om én ting: GØR STRAKS ESPERANZA OÑA TIL ØKONOMIMINISTER – hvis hun ikke accepterer posten, fordi hun ikke kan lide Zapatero, kan hun bare give os opskriften eller åbne et rådgivningskontor, for så vil hun da først score kassen.
Cuando la calle habla
En la política local, la cercanía real y efectiva a la ciudadanía es posible y de obligado cumplimiento, pero por alguna extraña razón, con los años, los alcaldes y alcaldesas, en ocasiones, olvidan esta suerte que podemos tocar con los dedos desde al ámbito municipal. Así, cuando se llevan a cabo actuaciones de forma unilateral, impuestas y sin escuchar ni hablar con la gente, te encuentras con la respuesta sutil, pacífica y en libertad de quienes tienen que estar en ese lugar todos los días, de quienes más les duele si se trata de un atropello o quienes más lo disfrutan si se trata de un acierto.
Días antes de esta rueda de prensa, acudí a una reunión que organizaron los vecinos y a la que fuimos invitados miembros de la corporación municipal, en ella, nos trasladaron su tristeza por el anuncio de la desaparición del Hogar del Jubilado, un lugar de encuentro para todos. Desde alcaldía se prohibió que para dicha reunión se utilizase el Equipamiento Social destinado, precisamente, a esos fines, en cuya planta baja está el Hogar.
Todas estas piedras en el camino han hecho que la reacción fuese contundente por parte de los vecinos, en libertad, con respeto y firmeza.
Se plantaban ante una decisión injusta, unilateral y caprichosa de quien tiene taponado los oídos fruto de un virus llamado prepotencia.
Lección de civismo e implicación ciudadana, que debe servir de precedente y aprendizaje para presentes y futuros. La calle ha hablado, y cuando lo hace, sus representantes están obligados a escuchar.
La alcaldesa prohibió una reunión de los vecinos en el Equipamiento Social que está al fondo de la fotografía, en cuya planta baja se sitúa el Hogar del Jubilado
